Hjemmeside til den lokale virksomhed: hvad der virker

Said4 min læsetid

En tømrer i Nørresundby konkurrerer ikke med en tømrer i Odense. Han konkurrerer med de fire andre inden for femten kilometer. Det ændrer alt ved, hvad der skal stå på hjemmesiden, og hvad der overhovedet er værd at bruge penge på.

Vi bygger sider til frisører, tatovører, restauranter og håndværkere i Nordjylland — og til kunder i resten af landet, der har præcis samme udfordring i deres egen by.

Det, folk faktisk søger på

Ikke dit firmanavn. Kender de dig i forvejen, finder de dig alligevel.

De søger sådan her:

  • “tømrer aalborg”
  • “frisør nørresundby”
  • “tatovør nordjylland”
  • “fysioterapeut tæt på mig”
  • “hvad koster en ny terrasse”

To ting er værd at bemærke. For det første er søgningen næsten altid ydelse + sted. For det andet er de sidste to typer — “tæt på mig” og prisspørgsmål — dem, hvor købslysten er størst.

Vi kan se det i vores egne tal: et af de sites, vi driver, får konsekvent visninger på “herrefrisør aalborg”, “herreklip aalborg” og “herrefrisør hasseris”. Bydelen bliver skrevet med. Det er værd at tage alvorligt.

Google Business Profile er vigtigere end hjemmesiden

Hårdt at sige som webbureau, men det passer.

For lokale søgninger viser Google et kort med tre virksomheder øverst. De tre pladser får langt hovedparten af klikkene, og hvem der får dem, afgøres mest af din Google Business Profile — ikke af din hjemmeside.

Så gør det her, før du gør noget andet:

  • Udfyld profilen helt. Kategori, åbningstider, ydelser, beskrivelse, betalingsmuligheder.
  • Læg rigtige billeder op. Ikke stockfotos. Dit lokale, dit hold, dit arbejde.
  • Bed om anmeldelser. Systematisk, med en besked efter hver opgave.
  • Svar på alle anmeldelser. Også de sure. Især de sure.
  • Hold åbningstiderne opdaterede, inklusive helligdage.

Det er gratis og tager en eftermiddag. Der findes ikke noget billigere, der virker bedre.

NAP: de tre oplysninger, der skal være ens overalt

NAP står for Name, Address, Phone. Reglen er enkel og bliver brudt konstant: de tre skal stå tegn for tegn ens på din hjemmeside, i Google Business Profile, på krak.dk, degulesider.dk, proff.dk og LinkedIn.

Ikke “cirka ens”. Ens.

“Lindholm Nærbanevej 3, 2.2” og “Lindholm Nærbanevej 3, 2. sal” er to forskellige adresser for en maskine. Er dine oplysninger uens på tværs af nettet, bliver Google usikker på, om det er den samme virksomhed — og usikkerhed koster placeringer.

Det er også den mest almindelige fejl, vi finder, når vi overtager en side. Tit står et gammelt telefonnummer stadig fire steder på nettet.

Sæt en time af. Åbn alle stederne i faner, og ret dem, så de er identiske. Det er formentlig den bedst betalte time, du bruger på markedsføring i år.

Hvad der skal stå på selve siden

Byen i overskriften på forsiden. Ikke klodset, men tydeligt: “Tømrer i Aalborg og omegn”.

En side pr. ydelse. “Tagarbejde”, “køkkenmontering”, “terrasser” — hver med sin egen side. Folk søger på ydelsen, ikke på “vores services”.

Dækningsområdet skrevet ud. Nævn byerne og bydelene: Aalborg, Nørresundby, Hasseris, Svenstrup, Klarup. Det lyder banalt, og det virker, fordi det er præcis sådan, folk søger.

Adresse og telefonnummer i footeren på hver side. Synligt, ikke kun i et billede.

Rigtige billeder af rigtigt arbejde. Lokale virksomheder vinder på troværdighed. Et foto af dit eget hold slår ethvert stockfoto.

Priser, hvis du overhovedet kan. De fleste lokale virksomheder tør ikke. De, der gør, får færre henvendelser og flere kunder — fordi de, der ringer, allerede ved, hvad det koster.

Det tekniske, der betyder noget lokalt

LocalBusiness-schema. Struktureret data med navn, adresse, telefon, åbningstider og koordinater. Det er sådan, Google får de faktuelle oplysninger uden at skulle gætte sig frem fra teksten.

Mobilhastighed. Lokale søgninger sker på telefonen, ofte mens folk står et sted. En side, der er tre sekunder om at komme frem, taber til en, der er ét. Se derfor er din hjemmeside langsom.

Klikbart telefonnummer. tel:-link, så et tryk starter opkaldet. Det lyder for simpelt til at nævne. Det mangler på et overraskende stort antal sider.

Kort på kontaktsiden. Indlæst når man scroller til det, ikke ved sidestart — et indlejret Google-kort er tungt.

Hvad der ikke virker

Byer, du ikke arbejder i, listet op. “Vi dækker Aalborg, Aarhus, Odense, København…” når du er ét hold med én bil. Google gennemskuer det, og kunder gør også.

En side pr. by uden reelt indhold. Ti næsten identiske sider, hvor kun bynavnet er skiftet, er præcis det, Google kalder doorway-sider. Det skader mere, end det gavner. Én god side om dit område slår ti tomme.

Købte links. Virker ikke længere, og risikoen er ikke værd at tage.

At skrive “SEO-optimeret” i sin egen tekst. Det gør ingen forskel for nogen.

Rækkefølgen, hvis du starter i dag

  1. Udfyld Google Business Profile helt. I dag.
  2. Ret NAP så det er identisk alle steder. Denne uge.
  3. Bed dine sidste ti kunder om en anmeldelse. Denne uge.
  4. Tjek at hjemmesiden er hurtig på mobil, og at telefonnummeret er klikbart.
  5. Skriv en ordentlig side pr. ydelse, med byen nævnt naturligt.
  6. Tilføj LocalBusiness-schema.
  7. Bliv ved med at samle anmeldelser. For altid.

Punkt 1 til 3 er gratis og flytter mest. Vi siger det gerne igen: begynd der, også selvom du lige har betalt nogen for at bygge en side.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg have en hjemmeside, når jeg har en Google-profil? Ja. Profilen får dig fundet; hjemmesiden får dig valgt. Folk tjekker næsten altid siden, inden de ringer.

Hvor mange anmeldelser skal jeg have? Flere end den nærmeste konkurrent, og gerne med tekst. Stjerner alene siger ingenting til dem, der læser.

Virker det at nævne bydele? Ja. Vi ser konkret trafik på søgninger som “herrefrisør hasseris” og “herreklip svenstrup”. Nævn dem, hvor det er sandt.

Hvad koster en hjemmeside til en lokal virksomhed? Typisk 5.000–15.000 kr. Se hvad koster en hjemmeside eller beregn din pris.

Læs også